Astrid Kirstine Dynesen, MyMusic.dk |  Foto: MyMusic.dk | | |
Antophones er normalt en sekstet, men til dette års Spot-festival havde de skrabet besætningen ned til bas, Rhodes-klaver og vokal – henholdsvis mestret af Johannes Hejl (fra Klondyke), Katrine Hald og naturligvis sangerinde og sangskriver Lise Blaase. Det er andet år i træk at Antophones spiller på Spot-festivalen, og på det seneste har de høstet ganske god kritik i diverse, anerkendte medier – hvilket er til at forstå. Lise Blaases lyse, blide og udtryksfulde stemme er alfa/omega i Antophones kompositioner, der i dette tilfælde blev båret af sted på et simpelt underlag af diskrete, instrumentale figurer fra bas og klaver. At bandet ikke var fuldtalligt var egentlig ikke distraherende eller skuffende, men føltes derimod helt fornuftigt i de åbne, rolige og lyse omgivelser på Aros.
På trods af et par tekniske fejl, og til tider lidt for megen snakken i krogene, blev Antophones taget godt imod af et lyttende og opmærksomt publikum. Den i lyseblåt klædte Lise Blaase fangede både den stående og siddende mængde med sin naturlige og diskrete udstråling, og det er svært ikke at smile med, når hun lever sig ind i sine jordnære, symbolske og nogle gange humoristiske tekster.
Antophones fraserende melodier er fængende, men dog blev det lydmæssige udtryk en lille smule ensformigt. Til gengæld ramte et velkendt nummer som Traitorsong hårdt; en dejlig hybrid af flot lyrik, nedtonet, blidt klaver og melankoli.
Trioen gjorde et intenst stykke arbejde på Aros, og selvom en halv time er lidt for beskeden en tidsramme for et band som Antophones, fik de alligevel bevist, hvordan man meget vellykket skaber skæv, alternativ og konstruktiv pop. |
