Astrid Kirstine Dynesen, MyMusic.dk |  Foto: Morten Lindegaard | | |
Det rette spillested for Aron havde nok været en lille, intim, mørk scene med lavt til loftet. I stedet spillede de på den scene på Spot, der minder allermest om en banegård; Caféen. Aron spiller psykedelisk, elektrisk folk, og det var åbenbart ikke ligefrem en alternativ genre som denne, der kunne holde publikum fanget på daværende tidspunkt i Musikhuset.
Folk kom og gik, råbte og snakkede, og det var få, der egentlig slog sig ned og gav Aron en chance. Men Aron er også sære. Helt iklædt sort havde Morten Aron og hans tre kompagnoner på utraditionel vis placeret sig ved siden af hinanden på scenen, og de prøvede tydeligvis at skabe og vedholde en mørk, men komisk og nedtonet stemning i det, til det formål, lidt for lyse og travle rum.
Syrede, instrumentale lyde fra de 2 guitarer og bassen, en markant tromme, tamburin og Morten Arons utrænede, men meget autentiske stemme dannede rammen om de skrabede kompositioner. Tight var det dog ikke, og dynamisk var numrene ikke sindsoprivende spændende. Til gengæld var melodierne til tider helt fængende og Aron overraskede instrumentalt i måden, hvorpå de formåede at opbygge et storladent klimaks, der var så mudret og underligt, at man ikke kunne undgå at lade sig fascinere.
Aron spillede ikke på det rette sted på det rette tidspunkt, og havde de optrådt i nogle andre omgivelser, havde de spinkle og uengagerede bifald sikkert været mere massive. Alligevel formåede Aron at give de få, helt interesserede publikummer en skæv, musikalsk og næsten hjernevridende oplevelse. |
