Pelle Sonne Lohmann, Gaffa |  Foto: Michael Laigaard | | |
Beth Hart klinger ikke just af boblende, skandinaviske vækstlag, men da Thomas Dybdahl på beklagelig vis måtte melde afbud til årets SPOT Festival skulle der naturligvis findes en erstatning og hvorfor ikke hidkalde den indtagende, amerikanske sangfugl, Beth Hart, der med albummet ”Leave the lights on” for alvor er kommet ud til et bredt publikum?
Et overvældende talstærkt publikum vidnede om Beth Harts aktuelle stjernestatus, og sådan helt overordnet indfriede kvinden i centrum de fremmødtes forventninger til dels svedige rocknumre, dels mere afdæmpede, ofte tangent-akkompagnerede ballader. De to forskellige fløje af udtryk supplerede hinanden fint, men vekselvirkningen var også temmelig nødvendig, da Beth Harts meget ekspressive stil indimellem tog pusten fra én i særligt de mere heftigt pulserende numre.
Stemmen er et uhyre centralt element i Beth Harts univers, og selvom hun ikke umiddelbart besidder en helt exceptionel teknik, formår hun alligevel at tilpasse vokalen de differentierende sindsstemninger, der tekstmæssigt indbefatter en hel del lige fra sjovt sjofle tanker til sårede, indestængte følelser. Live leger Beth Hart endnu mere med stemmens muligheder end på plade, og det er forfriskende, samtidig med at det matcher hendes vilde gestik, der i mangel af bedre klæder klichéen om at komme ud over scenekanten, ret så nydeligt.
Beth Hart varetager selv tangenterne, og det kommer der behageligt smygende klaverspil ud af. Backingbandet virker spøjst og ikke entydigt hensigtsmæssigt sammensat med en konventionelt og bastant spillende trommeslager, der til tider tangerer det kedelige, en bassist, der lidt for sjældent lancerer sprælske idéer samt en guitarist, der omvendt udnytter den frydefuldt store, indbydende soloplads til fulde. Guitarspillet er gennemgående af den kompetent habile skuffe, men det hænder, at stilen kammer lidt for meget over i en ærgerlig, californisk hard rock-genre med hvad dertil nu hører af forudsigelighed og tarveligt sprøde effekter.
Originalitet er bestemt ikke fremherskende i Beth Harts musikalske lydbillede, der som oftest læner sig op ad såvel klassisk rock som klassisk singer/songwriter-tradition, men hun besidder en smittende nerve og en ukuelig charme. Nårh ja, og så er singlehittet ”Learning to live” selvfølgelig også en sikker vinder. |
