Jan Jørgensen, MyMusic.dk |  Foto: Mikkel Stenbæk Hansen,
Gaffa | | |
Det var tydeligt, da man nærmede sig Store Sal, at Bikstok var et heftigt trækplaster for det åbenbart umættelige musikpublikum, en voldsom kø var linet op for at få mulighed for at indhalere lidt af den liflige røg fra den københavnske reggae/dub-trio.
Jeg har nydt debutudgivelsen "Over stok og Sten" og dens overfladiske, tjaldglorificerende tekstunivers, de ultrafængende hooks og den duvende, til hofterne talende dub-bas. Således forsynet med høje (læs: ikke påvirket af den venlige urt, men virkelig spændte,) forventninger befandt jeg mig i en tætpakket sal, hvor rygning ironisk nok var forbudt.
Efter lidt dub-teaterbulder fra livebandet Riddim Force, der erstattede de fortrinsvis computergenererede tracks fra skiven, kom Dj Farfar, Eaggerman og Bukki Blæs til syne og kastede sig ud i energiske armsving, overdimensionerede rejehop og selvfølgelig det vi alle kom for at høre, deres finurligt rimende skrøner om det at rykke damer rundt og ryge joints på størrelse med kajakker, mens man overvejer hvor den næste kone, den næste krone og ikke mindst den næste kæmpejoint skal komme fra. Mod forventning fik livebandet ikke rigtig pustet så meget analogt liv i de fine sange, men frarøvede det oprindelige materiale en temmelig stor portion charme og en godt THC-klæbrig klump melodik også. Godt nok er det reggae, og godt nok er det vel nærmest obligatorisk at være kæmpestenet mens man udøver netop denne stilart, men den lidt sløsede levering af Bikstoks håndfuld esser var ikke specielt tilfredsstillende og nåede aldrig at blive rigtig fedt, dette blandt andet pga. en rodet lyd og ustabile flows.
Alt i alt var der mange løse ender set i forhold til hvor berømte/berygtede de venligtsindede romere er blevet på den forholdsvise korte tid det tager at rulle op og råbe "BLAU-BLAU!", og i særdeleshed i forhold til hvilken præstation man kan forvente sig af et band i der i den grad hypes af samtlige medier der kan stave til reggae.
Man fik på fornemmelsen at Bikstok Røgsystem lever efter det de prædiker, for det tog ikke så lang tid før det lød som om de tre rappere tabte pusten til tjæreasfalterede lunger, de melodiøse sangstykker og især de trestemmige råbekorsting faldt igennem og forvandlede de skarpe vokale hooklines til muddermund for viderekomne.
Det har sikkert været en fin indforstået oplevelse for de mange der kunne teksterne udenad, og det lod såmænd også til at der ikke skulle så voldsomt meget til for at sætte ild i publikum, men for anmelder virkede det lidt som om Bikstokdrengene er blevet overhalet indenom af deres egen succes og endnu ikke har formået at indhente den nye standard de reelt set bør leve op til.
Lidt bedre systematiseret røg udbedes, før jeg igen foretager en modsat Bill Clinton og indhalerer dybt. |
