|
|
|
Nanna Balslev, Gaffa | Foto: Toke Hage | | Med deres andet album Sweep of Days fra 2004 har musikerkollektivet Blue Foundation taget turen fra undergrundsnavn til P3-yndinge, og med albummets mere end 20.000 solgte eksemplarer er gruppens fanskare vokset betydeligt siden deres selvbetitlede debut i 2001.
En del af de fans var formentlig mødt op i det propfyldte Voxhall sent lørdag aften, eller stod utålmodigt og trippede i den lange kø foran spillestedet. De heldige, der fik plads indenfor, fik en fascinerende rundvisning i Blue Foundations drømmeagtige univers til en af de bedste koncerter undertegnede oplevede på Spot 11.
Stemningen emmede af forventning og eufori, da gruppen blændede op for deres stemningsfulde lydlandskaber af klikkende beats, stemningsfuld scratch, støjende guitar og Bo Randes følsomme trompetspil. I dagens anledning var gruppen bakket op af guitarist og cellist, der passede smukt ind i Blue Foundations lyd. Kirstine Stubbe Teglbjærgs alfeagtige vokal dannede rammen om det meste af koncerten, kun afløst af MC Jabber på den dystre Ricochet.
Der var dømt fællessang, da Blue Foundation spillede den gåsehudsfremkaldende Bonfires, hvor Kirstines stemme foldede sig ud som et regnvædet spindelvæv i solskin. Flotte visuals på bagvæggen var med til at understreget de dunkelsmukke lydbilleder, der ligesom Tricky, Massive Attack og Björk balancerer på grænsen mellem støj og skønhed. Det klædte numrene, at de fik lidt mere kant live i form af den guitarstøj, som Kirstine selv bidragede til.
Efter 45 intense minutter sluttede Blue Foundation af med Christiania-hyldesten Save This Town og efterlod publikum med varme smil om munden, mens vi langsomt sivede ud i sommernatten. |
|
|
|
|