Ulrik Lauritzen, MyMusic.dk |  Foto: Lars Dyrendom | | |
Et tjekkisk orgel lægger navn til et århusiansk band med en islandsk sanger. Sammen trækker de tråde til støvet amerikansk 50’erpop med et snært af country. Det lyder som starten på en spændende historie fuld af forvikling, men det er det ikke.
Lad os starte med at læse sidste side. Kristjan siger tak for i aften og præsenterer Delicia Minis Back To Pieces, der henrykker publikum. Det er en god sang med det rette drive, den rette hookline og en velskrevet drejebog. Pludselig fik vi lyst til at høre mere – det gjorde vi ikke før Back To Pieces.
Klokken er tyve. Vi befinder os et sted, hvor overetagen simulerer de skrigende 20’ere, indgangen har klassisk amerikansk motorcykel-style, der ville henrykke en hver fartglad, tolvårig dansk dreng, og et bierstube-agtig München-hjørne, der med øl i favnen kan vinke til Manhatten på den anden side. På scenen står et par charmerende og ydmyge herrer, der har valgt at satse på at passe til indgangens tema og ignorere de andre, selvom tematiske stereotyper truer med at drukne sanserne, hvis man ikke sørger for at lukke af i tide.
Som var det soundtracket til David Lynchs Blue Velvet, lægger de ud med en hyldest til 50’ernes poplyd, hvor Dorothy Valens sagtens kunne være aftenens sangerinde. I stedet siger vi hej til Marie Frank, der besøger lillebyen og Gone by The Board, inden hun passerer videre og lader lillebyen leve videre i samme trædemølle. Krads i lakken, og der dukker skæve eksistenser op, men hvorfor kradser ingen i lakken?
Imellem disse begivenheder indplaceres country, surferstil, pop og lidt indie. Delicia Mini har en lyd, der er deres egen, og det støvede og matte klæder dem rigtig godt. Desværre er deres udstilling og fremførelse af det ikke nær god nok endnu, hvor det nærmest bliver kedeligt. Støv behøver ikke blive til ørkenvandringer. Vi savner spænding og underholdning, flere kontraster og mere vilje. |
