Martin Thimes Langballe, Gaffa |  Foto: Kristoffer Amlani Ulbak | | |
Fire unge gutter med stramme jeans og tresser-hår udgør det svensksprogede band Dungen. Det lyder ikke ligefrem nyskabende, men deres autencitet gør, at de kan slippe afsted med at ligne en flok typecastede rockmusikere fra en svensk tv-serie anno 1970. Rockmusik af den gamle slags.
De unge svenskere sætter igang med en seriøs omgang wahwah-pedal, og sidemandens joint tilføjer en god duft af oprigtighed. Dungen burde have spillet på en mark i en stor tåge af dansende piger, ekko og vådt græs. Sangene har et umiskendeligt præg af uskyld, og guitaristen har evnen til at få ethvert anslag til at føles som et klimaks. Det, sammen med forsangerens halv-krukkede krumspring og tamburinspil, gør at de mest udsyrede passager sender publikum på et trip med stil.
Dungen gør brug af helt igennem traditionelle virkemidler. Rigeligt med ekko på vokal og guitar, masser af trommerundgange og en løssluppen tamburin. Sangen ‘Festival’ er smittende ærlig og kan, uden sammenligning i øvrigt, minde én om et hit alá Håkan Hellstrøm. Den sang, sammen med ‘Familj’ og titelnummeret fra deres nyeste udspil ‘Ta Det Lugnt’ var essensen af, hvad det er, Dungen gør så godt. Det er rockmusik med nerve og mod, og som helt sikkert gør farmand hjemme i Sverige stolt og pigerne bløde i knæene.
Eneste minus ved koncerten var, at vokalen ikke altid var lige afstemt med resten af musikken, men det er og bliver en petitesse, som ikke ødelægger indtrykket af et orkester der er mere end værd at holde øje med. Det er alligevel utroligt med de svenskere! |
