 |
|
|
Ayse Dudu, Gaffa |  Foto: Toke Hage | | |
Ti kvindelige prinsesser træder varsomt ind i den næsten fyldte Lille Sal i Musikhuset. Der var lagt op til et eventyr med stjerner, alfer og galakser. Fine drømmende historier skulle fortælles med en inderlig følsomhed, og gennemførte harmonier.
Det uforventede forventede overgik virkeligheden. En drømmerejse var påbegyndt og koncertens indledningsnummer varslede om sfæriske og besnærende melodier.
Ensemblet bestående af fire strygere, kontrabassist, slagstøj, og tre korsangere spillede så overbevisende fantastisk at det til tider ledte musikken og tankerne gennem en forvandling.
En forvandling som en stor del af publikum ikke oplevede da de forlod salen meget hurtigt. Det kan dog også være forståeligt hvis man ikke er til denne musikalske genre.
Men de resterende skulle opleve noget helt igennem unikt.
Ea Philippa har formået at skabe et yderst fortræffeligt mesterværk som man skal lede langt efter i Danmark.
De delikate og finurlige finesser gennemsyrede hvert enkelt gennemtænkte nummer. Alt var næsten perfekt. Lydbilledet var ubeskrivelig forførende. Det siges, at det er de små ting der gør en forskel, og det var Ea Philippa et strålende eksempel på. Alle udfylder en vigtig rolle, selv det mindste anslag på en streng forfinede musikken.
Musikken er dog ikke for alle og enhver. Det befinder sig i et grænseland som kan betyde at det ikke når ud til et større publikum, og det er egentlig ikke en skam i dette tilfælde da musikken kræver sin lytter der kan læne sig tilbage og følge med sin indre strøm. Ja det lyder en kende Buddha-agtigt.....men det er næsten de vilkår musikken forlanger. |
|
|
|
|
