|
|
|
Christian Langballe, MyMusic.dk | Foto: Didde Elnif | | What’s the truth to you? Spørgsmålet blev stillet mig i dag. What’s the truth to me? Det var Ehlers/Thejsen, der spurgte midt under deres koncert på Spot 11.
Sandt er det, at Ehlers/Thejsen leverede en overbevisende og charmerende koncert. Stilen er et sammensurium af genrer. Jazz, folk, rock og pop. Måske endda flere. Billedet af en afslappet Elvis Costello dukkede op flere gange for mit indre øje. Både Jonas Thejsens sikkert croonede vokal og musikkens generelle melodiøse nysgerrighed fremkaldte billedet af englænderen.
Ehlers/Thejsen serverede deres genremæssige blanding som et jazzet og lyttervenligt supplement til kaffen. Bandet var velspillende, Jonas Thejsen var velsyngende og bandet optrådte med et stort, givende overskud. Ehlers/Thejsen optrådte uden dikkedarer, uden fejl eller attitude. De var bare et band, der gerne ville give en god oplevelse. Ehlers/Thejsen – værsgo’. Publikum kunne trygt læne sig tilbage og tage imod. Og det gjorde de med anerkendende smil på flertallets læber.
Ehlers/Thejsen forsøgte et par enkelte steder at trække udtrykket i en mere rocket retning. Jeg mener ikke, at bandets metier ligger begravet lige der, men nysgerrigheden skal Ehlers/Thejsen beholde. Det meget lyttervenlige kan godt blive en spændetrøje og derfor er det rart at høre bandet forsøge sig med andre mere lytterkrævende toner.
Det var en stemningsfyldt og afslappet, god oplevelse Ehlers/Thejsen formidlede og afslutningsvist vil jeg også rose bandets flotte kor. |
|
|
|
|