Peter Meldgaard, MyMusic.dk | Foto: MyMusic.dk | | Med en gevaldig blanding af funk, hiphop, dubb, jazz and you name it, blev der fyret op for den finske sauna, for dette var koncerten i fedmens tegn og publikum fik her chancen for gratis at forbrænde et par kalorier. De fjollede og stort set ligegyldige tekster fratog heldigvis ikke musikkens dominans, og mens der det ene øjeblik blev budt op til rave med houselignende rytmer, blev der i det næste inviteret til hiphop eller reggae, som i sig selv kunne have fået temperaturen i den laplandske ødemark til at stige. Det var umuligt at forudsige hvilken stilart det næste nummer ville bringe, men alligevel var der en form for afslappethed eller tilbagelænet tilgang til udtrykket, som gik igen i selv de hurtigere numre.
Udover den typiske standard bandbesætning var blæserinstrumentalisten og især dj´en/keyboardspilleren, med den evige opfordring til publikum om at ”shake that ass”, med til at præge et lydbillede, der ellers let kunne have lullet publikum i søvn, med deres på grænsen til monotone grundrytmer, primært fremført af bassisten og trommeslageren. Med titelnummeret fra deres nye udgivelse ”Fala fala” (som for øvrigt er Swahili for ”Idiot idiot”!!!), blev der for alvor sat gang i publikum, som dog havde ventet lidt for længe på aftenens klimaks.
Kombinationen af talrige stilarter med op til flere subgenrer efterlod dog en vis tomhedsfornemmelse, i og med at man aldrig helt fandt ud af om gruppen ville noget mere med deres musik end bare at underholde med humor tæt på nulpunktet. Selv om intensiteten og selve sceneoptrædenen ikke manglede det store, var det nu heller ikke helt nok til at ændre på den samlede musikalske oplevelse. Derfor udeblev den positive totaloplevelse, som ville have hevet koncerten op over middel og bandet ud af Helsingfors´ halvlunkne svedehytter. |