Mads Just-Olsen, MyMusic.dk | Foto: David Bust | | Tusinde ting kan gå galt under en koncert. Alle ved det, og alle frygter det. For Green Concorde drillede lyd og mekanik, og bandet formåede desværre ikke at tackle situationerne tilpas professionelt til, at uheldighederne forblev ubemærkede, som da en basstreng gav op med to minutters stilhed til følge. En vis nervøsitet skinnede da også igennem, især hos forsanger Morten, der ellers præsterede en glimrende vokal helt i tråd med storbylyden, der kendetegner Green Concordes musik. Men Green Concorde havde da også grund til at være spændte, for interesserede ører i branchen var helt sikkert repræsenteret til koncerten. Der blev taget billeder, der blev filmet, der blev talent-spottet. Green Concorde har med deres EP-split nemlig ladet pladeselskaber og publikum vide, at her er et band, der skal holdes øje med.
Stilmæssigt refererer bandet til tidligere successer som Joy Division og Echo & The Bunnymen, men har med moderne lyd og attitude spillet sig ind på samme bane som amerikanske Interpol. Lyden af storby er ærlig og overbevisende – i særdeleshed live. Under dagens koncert blev nærværende anmelders tanker flere gange ført til de mere suspekte dele af amerikanske storbyer som Chicago, New York og Detroit. Sidstnævnte i sangen af samme navn, der også var koncertens absolutte højdepunkt, med rivende guitarer, fængende hooklines og støj en masse. Der var mange højdepunkter i løbet af de 40 minutters spilletid, og Green Concorde beviste at deres musik er hypen værd. Som nævnt tidligere var der desværre også en del der gik galt. På trods af koncerter i både Danmark og Holland mangler bandet tilsyneladende erfaring, overblik og overskud, så ikke højdepunkter og musikalsk storby-eufori afløses af irritation og kedsomhed.
For musik og stemning sendes der herfra samtlige mulige stjerner. Men for koncerten som helhed sendes en karakter netop over middel, med ønsket om snart at høre endnu mere til Green Concorde. |