 |
|
|
Kristian Bach Petersen, Gaffa Et sted mellem kønt og kedeligt i den lyse café
Det er ikke alle scenerne på SPOT11 der er lige fornuftigt brugt. For et band som Green Pitch der i den grad ligger op til intimitet og lav stemmeføring, er Caféen i Musikhusets lobby langt fra et optimal scenarie. Det lyse lokale og den evindelige baggrundsstøj passer dårligt sammen med Rikke ”Rex” Garfields fine og skrøbelige vokal. Da bandet under hele koncerten sidder ned, er udsynet heller ikke det bedste, på grund af søjler og trapper.
Green Pitch er, heldigvis, ikke et band hvor sceneshowet betyder det helt store. Istedet er der fokus på de dæmpede sange, der har kærlighed af den både lykkelige og ulykkelige slags i centrum. Flankeret af guitaristerne Ste Rasch og Kristian Kristensen fører Rikke Garfield publikum ind i sit eget drømmende univers. Sangene virker til tider så personlige, at det nærmest føles som at stå og læse nogens dagbog hen over deres skulder. Rikke Garfield virker også oprigtigt glad og rørt over publikums positive reaktion.
Desværre bliver koncerten lige stille nok. Igen har sceneområdet en del af skylden, men sangene kunne godt tåle en lille smule mere pondus. Når man nu ved at bandet til tider har både bas og trommer med, kunne man godt ønske at de havde taget dem med netop idag. Istedet havde både Kristensen og Garfield medbragt, hvad der er af en eller anden grund er blevet en nødvendighed for danske musikere, nemlig melodikaer. Efter denne anmelders mening hører melodikaer mest hjemme på børneværelser, og bibragte i dette tilfælde ingen tyngde til Green Pitch svævende univers.
I et mindre og mørkere lokale ville Green Pitch nærværende sange nok havde haft bedre kår. I Cafeen svingede det desværre mellem det fint spinkle og det nærmest spage. |
|
|
|
|
