 |
|
|
Henrik Moltke, Gaffa |  Foto: Mikkel Stenbæk Hansen | | |
Ikscheltaschel lyder mere som Østrigsk bagværk end glad-i-bolden, Københavnsk hiphop. Eller hvad man nu skal kalde det. For Ikscheltaschel er bestemt ikke ned-fra-hylden hiphop som der går 12 af på en alen. For nu at starte et sted er deres look ligeså ubestemmeligt som deres hjemmebryggede sprog; en underlig blanding fra alle og ingen steder - det ene øjeblik lyder det elegant brasiliansk, det næste som halsbrækkende hollandsk, eller som noget en eskimo, der har spiddet en ordentlig krabat, ville udstøde. Koncerten starter med en gang messende scratch, og så er det ellers derudaf, fuld damp, fra begyndelsen til enden. Fætrene Søren Kjærgaard og Kresten Osgood rapper adræt den omgang fuldstændig sammenhængende volapyk, som de efter sigende har talt sammen siden de fik kabel-TV. Brudstykker som ”Mit der Örfel in der Pörfel?” bliver hængende, måske fordi det lyder som et frækt tilbud på en svejtsertysk rasteplads. Sax, guitar, supersvedig funkbas og dansable trommerytmer giver sammen med den halsbrækkende vokal en enestående energi, og publikum er med, helt oppe, fra starten af. Gakkede indfald som pipfuglefløjter og et stort, grønt hestehoved er blot et af mange eksempler på den gang wacky showmanship som Ikscheltaschel langer over disken. Armene er i vejret og alle synger med, selvom ingen fatter en skid - Dem Ikschel Pickschel taschel fon - hvad betyder det?
Hvis man har fået nok af selvhøjtidelige weltschmertz-bands der lyder som hinanden er Ikscheltaschel en sikker kur. SPOT 11´s måske største publikumssucces blandt de yngre deltagere slutter med alle mand på scenen, og på trods af den stramme 45-minutters regel er ikke en t-shirt tør. Ikscheltaschel, det er det ungdommen vil ha´. Fem fede. |
|
|
|
|
