Martin Thimes Langballe, Gaffa |  Foto: Kristoffer Amlani Ulbak
| | |
Lars Skjærbæk er ikke vant til at være i centrum. Som guitarist for både Peter Belli og Tim Christensen - og i hans fortid i Inside The Whale, har han spredt sine guitarklange ud over andres sange i en rum tid. Sangene der blev præsenteret på Aros var alle egne kompositioner, og det fungerede egentligt fint nok. Men fint nok er ikke altid nok...
Udtrykket tog udgangspunkt i det amerikanske univers. Det er på ingen måde en overdrivelse at sige, at melodierne var søbede til i americana af den ikke så spændende slags. Skjærbæk og akkompagnement formåede at spille håndværksmæssigt fortrinlige sange, men de fleste murermestervillaer ved godt, at de ikke er Utzon-bygninger. Måske var det fordi at musikanternes greb om strengene simpelthen var for kompetent. Løssluppenhed og chancer var en mangelvare, men publikum tog høfligt imod, og vippede med højrefoden.
Skjærbæk skal have stor ros for sit sidste nummer, førstesinglen fra hans kommende plade. Med en solid røvfuld twang og en country-rytme der var til at danse til, gav stomp-boxen pludselig mening, og det samme gjorde den løsslupne bas. Det var ganske fortrinligt, og samtidig klædte det hr. Skjærbæks stemme at blive sluppet lidt løs. Det lød faktisk ikke helt ulig Ryan Adams, når denne er i det rigtige humør. Hvis Lars Skjærbæk & Boat Man Love slipper deres indre redneck løs, og dropper et par af de mange ballader, kan de helt sikkert sparke gang i et spillested eller to. Det er bare ikke nok til at løfte koncerten på Aros længere op end ´under middel´. |
