Noah Rosanes, for MyMusic.dk Københavnske LUX Spencers, der normalt fremstår som en storslået 80’er rock-kvartet, var grundet de beskedne forhold på Trains café-scene reduceret til en akkustisk trio. Lidt synd for et band som LUX Spencers, der ellers går meget op i at perfektionere en stort anlagt livelyd. Og med 2 akustiske guitarer og en enkelt vokal kunne man godt fornemme, at de følte sig lidt nøgne.
Koncerten bød på flere numre som LUX Spencers p.t. er ved at indspille til deres kommende E.P. Især numrene "All I want" og "Don't want to grow old" stak ud som potentielle hitsingler og generelt har LUX Spencers et meget højt sangskriverniveau. Søren Hansen virkede lidt sky i det spinkle antræk, men leverede trods alt en god vokalpræstation med de karakteristisk knæk i sit falset-register, mens de to guitarister, Ole Wind Bertelsen og Jan Kristensen spillede stabilt. Efter min mening kunne de godt have udfordret situationen og deres evner lidt mere og have skruet rock-bissen mere på. Bare fordi det er akustisk, behøver man jo ikke at sidde ned - setuppet kunne i højere grad være taget som en udfordring.
LUX Spencers er et hårdt arbejdende band, og under de rigtige omstændigheder er de helt klart værd at holde øje med. Med en E.P. på trapperne med lovende takter og stærke melodier, der klart går i retning af det radioegnede hit, er der rig mulighed for, at vi både ser og hører meget mere til LUX Spencers henover sommeren og den kommende tid.
|