 |
|
|
Sune Holm Pedersen, MyMusic.dk
Foto: David Bust
|
|
Der er sublim retning og vejgreb i Mads Langers univers.
Så meget, at man indimellem ønsker at skride lidt ud
Den kun 21-årige Mads Langer er et kæmpe sangtalent. Ingen tvivl om det. Med et konstant stemmemæssigt overskud sender han den ene trille efter den anden ud af struben, og der er en præcision i hele udtrykket, som kun indimellem er i nærheden af at strejfe noget lidt uklart. Det bliver aldrig falsk. Der er kontrol. Altid.
Og med dette trygge udgangspunkt gav Mads Langer en overlegen koncert i den lille café i kunstmuseet ARoS. Til lejligheden kun assisteret af bas og keyboards. Der var ikke den store musikalske spændvidde i koncerten, der holdt sig til pop, eller den blødere del af rock, afhængig af definition. Om dette er et bevidst valg fra Mads Langers side, om det er den minimalistiske besætnings skyld eller om det simpelthen er et generelt udtryk for hans klangunivers, skal være usagt. Men ensformigheden meldte sig alligevel relativt tidligt i den korte koncert. Alle numrene var vellydende og velskrevet, og enkelte havde endda en vis hit-kvalitet over sig, men samtidig var størstedelen af numrene ganske enkelt lidt for anonyme. De virkede lidt som et spinkelt grundlag for at folde Stemmen ud, der så til gengæld godt kunne bære at føre publikum gennem koncerten.
Når den var bedst, var den en lille smule skurrende, og man mærkede, at manden bag faktisk arbejdede hårdt for at opretholde udtrykket. Når den var værst, var der ingen modstand. Det flød bare, og samtlige fraseringer var som skåret ud af Tina Dickows eget katalog af små sløjfer og vrængende nasaliteter. Det fungerer fremragende hos Dickow – men lidt mere selvstændighed ville klæde Langer. Når det tekniske ikke længere er nogen begrænsning, skal udtrykket også være i orden. Den lidt for rutineprægede fraseringsteknik skinnede også igennem i godnatsangen ”Whisper Goodnight”, som selvsikre Langer opfordrede publikum til ”bare at nyde”. En sang der handler om at hviske godnat bliver lige pludselig lidt overfladisk, når vokalen i klimaks nærmest for fuld styrke skærebrænder titlen ud over scenekanten. Sammenhængen mellem vokaludtryk og tekst manglede lidt på det punkt.
Men det skal ikke ændre på, at det samlede udtryk af Mads Langer var positivt. Sangskrivningen har masser af kvalitet, selvom den ikke er den mest kantede, og især vokalen er virkelig et instrument, som man må forvente at høre mere af i fremtiden. Med lidt mere personlighed og lidt mindre kontrol vil oplevelsen virkelig sætte sig fast. |
|
|
|
|
