Martin Thimes Langballe, Gaffa Scenen på ARoS er, ligesom et par af de andre scener på SPOT 11, ikke det optimale sted at opleve musik. Først og fremmest, så burde cappucinomaskiner forbydes når der er guitarer i nærheden. For det andet, så er det for nemt at komme og gå. Det skabte en del uro i baggrunden, men den højtsnakkende kaffemaskine og ditto publikum gik heldigvis ikke den unge Mouritz på.
Fra første tone var de simple jazzede undertoner og den spinkle guitarlyd, frembragt af Mouritz selv og Jacob Funch, en fornøjelse at følge. For der skete rigeligt. Sine steder emmede sangene af oprør, og en udlængsel der var til at tage og føle på, samtidig med at Mouritz og medmusikanterne udviste et misundelsesværdigt mådehold. Den kombination gjorde, at man hele tiden følte, at tonerne var ægte og dybtfølte. Alt for ofte fortaber danskeres engelske sangskriverkunst sig i banaliteter og hjerte/smerte-rim fra voksne mænd, men også lyrikken indeholdt overraskelser.
Uden at lyde inspireret var der sine steder en snert af Jeff Buckley anno Sin É over stemmeføringen. Om det var den støvede udtale eller spændstigheden i stemmen, er svært at sige, men Mads Mouritz viste, at han har styr på alle de virkemidler der gør en god sang. Hvis det ikke er skinnet klart nok igennem, så er Mads Mouritz og band altså fremtvingere af en forunderligt original og nærværende musik. Det var dog et minus, at førnævnte publikum og kaffe-maskine forstyrrede. Og så er 35 minutter slet ikke nok. |
