Jan Jørgensen, MyMusic.dk |  Foto: Lars Dyrendom
| | |
Sådan føltes det i hvert fald, eftersom jeg med kort varsel blev kastet ud i at anmelde et mamboorkester, en genre jeg er knap så stiv i.
Levnet lidt tid til minimalistisk research fandt jeg dog ud af at de var fra Trondheim, en af Norges allernordligste byer. Mambo og frostnætter der varer tre måneder? Hvorledes hænger det sammen? Beroliget blev jeg dog da jeg læste at bandet anvendte importeret solskin i form af to cubanere.
Ottemandsorkestret kom ikke alt for glat fra start, og man forundredes lidt over den til hudløst prøvede jazz-skabelon, "nu spiller jeg solo, og bagefter er det din tur, min ven," frygten for at være rendt ind i et jazzorkester snedigt forklædt som mambo-ditto meldte sig.
Lyden var til at starte med temmelig rodet og skinger, ikke specielt tropisk, overhovedet.
Under sættets andet nummer kom en stort smilende cubaner ind fra sidelinien til undsætning,han greb mikrofonen og brød ud i spansk sang og vrikkede lidt med hofterne, lydmanden indhentede bandet, messingblæserne blev blødt op og de nervøse ansigtstrækninger fortog sig.
Mambo Compañeros holdt op med at spille skiftesolo og samledes bag vkalisten, der opstod en mild musikalsk brise, og hopla, der var grundlag for en halv tropefest, og gulvet blev, om end ikke tætpakket, så dog bedanset af nogle få dansemus blandt det ikke så talstærke publikum.
Musikken bestod ifølge værten på Århus Kunstbygnings world music-scene af rhumba, salsa, og cha-cha-cha, hvilket det for anmelder var umuligt at skelne imellem. På bundlinien fandt man dog et venligt, ærligt udtryk og et sympatisk band der heldigvis ikke gjorde alvor af jazztruslen. Ikke så meget nyt under solen, og jeg spekulerede på om ikke "Mambo Compañeros" ville komme mere til sin ret under strålende samme, i stedet for Kunstbygningens nydelige, men også let sterile rum. |
