Mads Just-Olsen, MyMusic.dk |  Foto: Didde Elnif | | |
Tight, støjende, intelligent og kompleks rock var hvad Københavner-kvartetten på udebane, Marvins Revolt, bød på. Et fortrinsvist instrumentalt intronummer indledte det 40 minutter lange sæt, og det gav en god smag af hvad man kunne forvente. Tempoet var højt, musikken ditto, tonen uformel og havde man blot været en anelse mere beruset kunne de punkede tendenser hos bandet sagtens have smittet af. Men det var jeg ikke og det gjorde de ikke.
Fremfor attitude og volumen hæftede jeg mig derfor ved kompositioner og kunnen.
Meget imponerende kompositioner, må man sige. Intelligente beats af en høj-energisk trommeslager og et glimrende samspil mellem de to guitarister gjorde det musikalske både interessant og medrivende. Dog haltede helhedsindtrykket så snart en af de tre (!) sangere satte ind. Vidst var det punk´et, men kønt var det ikke, og ganske unødvendigt eftersom Marvins Revolt ved flere lejligheder viste at melodi og vokal bestemt ikke var det svage led - de tre stemte i simultant, brikkerne faldt på plads og intelligente beats, frembrusende guitarer og altså tre-stemmig vokalharmoni præsenterede os for et udtryk der var bandets eget. Netop det gennemgående udtryk var alt der haltede på Voxhall, for der VAR sporadiske perler, og de var flere end tilfældigt var. Som helhed efterlod koncerten dog et indtryk af et band, der kunne hvad de ville, men ikke vidste hvad de kunne.
Og det er pokkers irriterende når bands ikke udnytter et åbenlyst potentiale. Selvfølgelig er irritationen blot et udtryk for undertegnedes misundelse udi mangel på kompositorisk snilde, men ikke desto mindre var det kun nummeret Inch der virkelig viste mig hvem Marvins Revolt er og hvad de kan. De kan spille, de kan komponere, de kan støje, de kan kaste med ting. |
