 |
|
|
John Bæk, Folkemusikkens Fælles Sekretariat Morild består af tre musikere plus en gæstemusiker. Sang/saxofon, bas, trommer/persussion og keyboard/violin. De spiller primært danske sange i et moderne jazzunivers, hvor publikum tages ved hånden og føres ind i en verden af fortælling, kreativitet og improvisation. Ifølge kapelmester, arrangør, sanger og saxofonist, Anne Dueholm, vil Morild signalere lys og energi (”Morild er det smukke, nordiske fænomen med mikroorganismer, der lyser i vand”).
Og der var masser af lys og energi fredag nat, lidt over midnat, da vi krøb ind for at høre Morild i Musikhusets Lille Sal. Med sange som En yndig og frydefuld sommertid, Danmark nu blunder den lyse nat og Drømte mig en drøm i nat kunne publikum slappe af med genkendelige melodilinier og tekster. Samtidig blev vi draget ind i en stemning af åbenhed og nysgerrighed, hvor både Anne Dueholms saxspil, Christine Dueholms trommer og persussion og Henrik Kunz’ basspil fik publikum til at nikke og klappe anerkendende. Gæstemusikeren, Makiko Hirabayshi, på violin og keyboard var måske ikke helt så fremstående i sammenspillet, men jeg bemærkede for eksempel nogle fine ”etniske” violinfraseringer.
Det var egentlig en lidt sjov blanding. Danske sange sunget som vi kender dem fra højskolesangbogen plus en enkelt af de gamle folkeviser. Mens musikken, stramt arrangeret, improviserede og jazzede sig indenom og udenom og kommenterede tekster og melodilinier.
Genremæssigt lægger de sig vel et sted mellem folk og jazz. Hvor jazzen er det tydelige ståsted og folkemusikken er repræsenteret ved valget af sange og melodier (hvis man synes at danske højskolesange har noget med folkemusik at gøre). Hertil skal bemærkes versionen af den kendte danske skæmtevise Der stode tre skalke, som blev fremført helakustisk mens orkesteret bevægede sig op og ned langs stolerækkerne og med alle musikere som korsangere. Et dejligt afbræk og nok bandets mest tydelige ”folkelige” signal.
Orkesterets afslutningsnummer var koncertens eneste originalkomposition, et instrumentalnummer der ”selvom vi jo spiller dansk musik” blev introduceret som ”den irske”, fordi de selv syntes at den lød irsk. Her må jeg indrømme, at jeg – som er garvet folkfreak – blev lidt irriteret. For det første kunne jeg ikke høre noget specielt irsk i den, og for det andet kunne de blot have kaldt det for en jig, dvs. den fælleseuropæiske melodi/dansetype som normalt går i 6/8 og som i dansk spillemandstradition ofte betegnes som en trekant eller sekstur.
Man kan sige at Morild fortsætter traditionen med at nyfortolke ældre alment-folkeligt materiale. Deres særlige blanding giver et helt specielt udtryk, men jeg kunne forestille mig, at jazzfreaks synes at det til tider bliver lidt for poppet, og at der måske mangler lidt mere udtryk i vokalfortolkningen af melodierne. Til gængæld synes de kulturarvsinteresserede og de unge folkfreaks nok, at det er spændende med jazzificeringen af noget velkendt dansk materiale. Men lad os glemme alt om genrer og genreblandinger og glæde os over det musikalske overskud, kreativiteten og kærligheden. For det er det som må være Morilds primære varemærke. |
|
|
|
|
