Anja Følleslev, MyMusic.dk | Foto: Morten Lindegaard | | Efter at have læst om Morten Abel var mine forventninger høje til hvad denne legendariske norske sanger og sangskriver ville præsentere. Han er et stort navn i sit hjemland, og har solgt flere hundredetusinde eksemplarer af hans seneste to albums, og efter planen udkommer hans næste album også i Danmark til september.
Abel var meget ukendt for mig, men eftersom han ofte er blevet kaldt ”Norges svar på Thomas Helmig”, troede jeg at jeg havde noget at rette mig efter. Dog synes jeg langt fra at dette var tilfældet. Aldersmæssigt måske rigtigt, men ellers var der ikke mange ligheder mellem de to. Thomas Helmig sveder og charmerer bare mere!
Til trods for at Abel leverede et overbevisende sceneshow med masser af sved på panden, så var han klædt konservativt i et nydeligt gråt/blåt jakkesæt, hvilket ikke rigtig passede til hvor meget Abel gerne ville give sig udtryksmæssigt.
Det meste af Abels materiale var regulære pop/rock sange, som umiddelbart ikke havde meget at byde på ved første gennemlytning. Dog fængede hans sidste nummer ”Let the good times roll” meget mere i ens bevidsthed end resten. Et nummer som sagtens kunne have en chance for heftig rotation på de landsdækkende radioer, hvis den ikke allerede bliver spillet.
Generelt var oplevelsen, at Abel leverede et ok show, men at hans sang desværre druknede i guitarriffs, specielt i starten, hvilket muligvis også gør at helhedsindtrykket er blevet dårligere end Abel egentlig fortjener. For man ikke komme uden om at Abel bare ville ud over scenekanten, og at han også kom det på en helt naturlig måde. |