Ulrik Lauritzen, MyMusic.dk |  Foto: David Bust | | |
"Canadian Aboriginal Musik", står der på en overheadsprojektor, alt imens Nagwetch & Wabanag præsenterer os for mystik og urmenneske-agtig musik.
Nagwetch & Wabanag har hjemme i Finland, men det dækker over bandmedlemmer fra så forskellige verdenshjørner som Canada, Finland og eks-Jugoslavien. Det, der kommer ud af en sådan konstellation, er bandets særlige musik, hvor indianer-sang og indianer-lyrik møder moderne vestlige guitarriffs og blandes med aggressive, pågående og næsten militante trommer.
Bandet forsøger at lave et multimedieshow ved at lade musikken ledsage af medbragte lysbilleder, hvor indianere kaster sig ud i forskellige mystiske situationer, der formentlig skal ses som en hyldest til Moder Jord. Det lader desværre til, at publikum i Århus Kunstbygning ikke var helt sat op til at fejre Moder Jord på SPOT-festivalen; folk siver langsomt væk fra Kunstbygningen, da det går op for dem, at Nagwetch & Wabanag holder stædigt fast i konceptet, og de skal have den ros, at de ikke afviger en tomme fra konceptet.
Når det kommer til lyrikken, må de fleste melde pas, og netop det er bandets store problem. De spiller rigtig godt, men det bliver enormt uvedkommende efter tre sange, hvorefter det bliver en gang spredt finsk fægtning. De danner stemningsbilleder, man skal være mere end normalt indianer-interesseret for at kunne holde fokus på. Man savner ganske enkelt afveksling og spørgsmålet er, om det MTV-orienterede folk vil give Nagwetch & Wabanag en chance – man kan have sin berettigede tvivl. |
