 |
|
|
Christian Langballe, MyMusic.dk |  Foto: Morten Lindegaard | | |
Nicolai spiller bas. Det gør han godt. Og i mange forskellige sammenhænge. Ved aftenens koncert var det en rejse ind i jazzens mangfoldige verden. Desværre tog publikum ikke med.
Aftenens koncert var jazz. Blå storbyfortolkning. Neon i dis. Instrumenteringen var klassisk: Kontrabas, saxofon, trommer og trombone. Musikken kaldte på sammenligninger som Dave Brubeck, Charles Mingus og Thomas Agergaard kvartet. Nicolai Munch fremførte sin jazz med en vekslen mellem den strukturerede komposition og så de små rum denne åbnede for musikernes individuelle udfoldelse. Bandet spillede levende og troværdigt. De følte sig frem til den antændelse af øjeblikket, der er en af jazzen fineste kvaliteter. Publikum fik en stille, melankolsk leg med musikken.
Bandets indlevelse i musikken blev ikke gengældt af publikum udover de første stolerækker. Nicolai Munchs musik skal man slappe af til. Give sig hen til – og det kneb. Der var lidt det gale sted på det gale tidspunkt. Alligevel blev numrene pænt modsvaret af klapsalver, der mest af alt vidnede om pli, takt og tone. Reel set var bandet ét sted , langt inde i deres udmærkede stof – publikum et andet, Musikhuset Århus.
Vurderet som en symbiose mellem band og publikum taber koncerten i værdi. Bandet var simpelthen for alene inde i musikken. De genrebevidste blandt publikum kunne såmænd godt træde med indenfor, mens det for de resterende mange måske blev en smule artsy-fartsy. Jeg synes nu det var godt, men havde stedet og tidspunktet været mere rigtigt, ville musikken også komme mere til sin ret. |
|
|
|
|
