 |
|
|
Helle Juhl Lassen, MyMusic |  Foto: David Bust | | |
Olesen-Olesen tilhører den danske singer/songwriter-scenes tunge drenge; flere af deres udgivelser er på niveau med spidsfindige sprogfornyere som C.V. Jørgensen og Nikolai Nørlund. Sidstnævnte har faktisk produceret Olesen-Olesens kommende skive, som angiveligt skulle være mere rocket end den forudgående og meget minimalistiske "Hårdnakket Idyl".
Rock-inspirationen er selvsagt vanskelig at spotte i numrenes akustiske udgave. En blues-tone kunne man til gengæld høre i de gennemgående slides fra Michael Lunds lap steel. Men ellers var musikken lige ud af landevejen - fire betonede fjerdedele uden dikkedarer - og det blev naturligvis (meget) monotont i længden. Fornyelsen var svær at spore.
Til gengæld er musikalsk monotoni måske mere tilladeligt inden for en genre, som ofte vægter tekstmateriale og vokal højere end finurligt, opfindsomt akkompagnement. Olesen-Olesens velkendte og velfungerende kombination af hverdagsironi og alvor - deres kølige sort-humoristiske og semi-selvbiografiske stil - er imidlertid blevet omformet til misantropisk folkesang og halv-seriøse kærlighedskvaler. Indimellem er lyrikken endda tilnærmelsesvis tam, som fx. her hvor teksten trækker på en fortærsket sisyfos-myte: "Jeg bliver ved med at rulle stenen op / af bjergets top / det er mit job."
I omkvædet af det dystre "November mere end nogensinde", bliver tonen direkte depressiv: "Jeg er træt af mit liv!" - og jeg er bange for, at Peter H. Olesen mener det alvorligt. Hvis bare der dog var en ironisk pointe i den lyriske tomhed, men det virker ikke sådan. Olesen-Olesens mest iørefaldende fornyelse, er en manglende humor, et fravær af liv, som man mærker i musikkens indespærrende rytme; og dén ikke taler til Olesen-Olesens fordel. Jeg noterede mig kun en enkelt opmuntrende melding, som her kan tjene til trøst for de inkarnerede Olesen-fans: "Jack Kerouac er i Jylland / læser Hamsun og Johannes V." |
|
|
|
|
