 |
|
|
Lea Hjort Mathiesen, Gaffa |  Foto: Henrik Vierø | | |
"Jeg ved ikke, om I har forstået sammenhængen med, at vi alle sammen spiller sammen, men gutterne (Real Ones) hørte bare vores sange, og efter at de havde hørt dem én gang, kunne de dem udenad. Derfra udviklede det sig bare til det rene Woodstock.” Færøske Teitur smiler fra den kvadratiske scene i Kunstbygningen og slår guitaren an til næste sang. Koncerten, som han udgør en fjerdedel af, er et overskud af nordisk singer-songwriter-talent: danske Hush, færøske Teitur, norske Christer Knutsen og det norske backingband Real Ones. Sammenskudsgildet blev oprindeligt skabt på grund af en radiokoncert i Norge i april. Senere fortsatte arrangementet som koncertturné, med blandt andet fire koncerter i Norge i foråret. I aften var turen kommet til Spot, hvor den ellers stramme tidsplanlægning havde afsat to timer til det overvæld af optrædende musikere.
Første mand på scenen var norske Christer Knutsen, som gennem længe har været et fast indslag – dog en fortsat velbevaret hemmelighed – på den norske musikscene. Alene, med guitaren under armen og mundharmonikaen spændt fast, gjorde Knutsen klar til at fylde rummet ud med sin musik. Det mest bemærkelsesværdige og volumiøse var dog hans vokal. Knasende og rusten og alligevel så altfavnende, at man måtte lade sig betage. Knutsen var tydeligvis en smule nervøs, hvilket gav hans støvede cowboymelodier et skrøbeligt præg over sig. På hans tredje nummer fik han hjælp fra violinisten David, som gav luft under sangene og fik dem til at flyde lettere. Knutsen stemme blev i øjeblikke så sprød, at den næsten sprak. Effekten af dette var, at man som publikum følte sig som en sal fyldt med spædbørn, der alle var i gang med at blive lullet i søvn til Knutsens akustiske vuggeviser. Bagsiden ved dette, var at man et øjeblik følte sig lettet, da Knutsen gik af – for hvor ville det være ærgerligt, hvis man allerede var lullet væk efter første optræden!
Efter koncertens første tyve minutter trængte man altså til et friskt pust – og det var netop, hvad Hush bidrog med. Bare synet af Dorthe Gerlachs lyse krøller og smilende ansigt vækkede de fleste publikummer. Duoen stod til at starte med alene; han og hende – vokal og guitar. Vellyden var ikke til at tage fejl af – foruden at afstedkomme en lille bølge af kuldegysninger, prikkede melodierne helt ind under huden. Hush havde valgt at sammensætte et sæt, hvor de langsomt byggede lyden op – udvidede den ved løbende at invitere flere musikere på scenen. Jesper Bo Hansen bidrog med smukt klaverspil på douens andet nummer, mens Teitur slog til på deres tredje nummer – og hit ”Don´t Go Breaking My Heart”. På dette tidspunkt havde vellyden og glæden på scenen vokset sig så kraftig, at bløde bølger af veltilpashed var begyndt at sprede sig blandt publikum. Teitur var aftenens tredje soloartist og den af de fire i alt, som modtog det største bifald. Ikke så mærkeligt, hans voksende succes taget i betragtning. Med charme og en særlig beskedenhed indtog han scenen og gav langsomt los af sine smukke og let melankolske sange.
Efter Teiturs optræden kom backingbandet Real Ones på scenen, som i løbet af aftenen var blevet ”lånt” fra af de tre solonavne. Nu stod de der – seks mand høj og gav los af en munter form for folk-rock. Som ægte folkemusikanter løftede de stemningen blandt publikum til uanede højder, så den fremmødte forsamling til sidst trådte hinanden over fødderne i bar iver over aftenens ukendte, men særdeles feststemte navn. Til slut rundende hele den talentfulde turnégruppe af samlet på scenen. Ti mand i alt stod de dér, med Dorthe Gerlach i front på vokal og et storsmilende og velspillende band i ryggen. Teitur havde grebet guitaren, Knutsen sat sig ved klaveret, mens den resterende mængde fandt de instrumenter, som de hver især kendte bedst. Og således endte aftenen, som Teitur rigtig nok havde bemærket tidligere, som en stor Woodstock-happening, hvor der både var plads til at fryde sig, klappe med og nyde den helstøbte musikoplevelse. |
|
|
|
|
