 |
|
|
Ole Rosenstand Svidt, Gaffa |  Foto: Morten Thun | | |
Undertegnede skal blankt indrømme, at jeg ikke er den store ekspert i verdensmusik, og mit forhåndskendskab til gruppen Shungu, der består af herboende musikere fra Ghana, Zimbabwe og Senegal - eller for den sags skyld mit kendskab til disse landes traditionelle musik - er yderst begrænset. Men det kneb ærlig talt lidt med at finde kompetente anmeldere til SPOTs world-scene, og verdensmusikken er da heller ikke kendt som SPOTs kerneområde. Men i år er den der, i Kunstbygningen, og nogle gange kan manglende forkundskaber til dels være en fordel - så er man da ikke forudindtaget.
Lidt fordomsfuld er der dog nok mange, der er omkring afrikansk musik. ”Det er bare en masse glade negre, der trommer i ét væk”, kunne man være fristet til at sige. Og Shungu viste sig da også at være fire sorte herrer, klædt i farvestrålende folkedragter. Der var dog også et input fra en ganske anden verdensdel, idet den cubanske danserinde Grissel Gonzales åbnede koncerten med en flot solodans. Herefter tog herrerne over. Og det var ganske rigtigt med masser af trommer og andet slagtøj. Instrumenteringen bestod af små ti forskellige trætrommer og andre former for perkussion, herunder en xylofon, i forskellige størrelser, placeret på gulvet eller bundet om livet på musikerne. Andre instrumenter var der ikke, men det var også tilstrækkeligt til at skabe et fyldigt lydbillede. Herover lagde de fire musikere deres ganske alsidige vokaler. Til tider enstemmige, med lange, klagende toner eller inciterende opmuntringer - med tekster på hjemlandenes sprog - andre gange mere komplicerede vokalarrangementer, andre igen nærmest rap. Og de fire afrodanskere havde god publikumskontakt og udstrålede i det hele taget stor entusiasme og en smittende begejstring, så på det punkt levede op til manges fordomme om afrikansk musik - på den fede måde.
Sådan gik det løs i cirka tre kvarter, og den ganske gode stemning fik yderligere et løft, da førnævnte Grissel Gonzales igen indtog scenen og kastede sig ud i både dans og mere slagtøj og dermed kastede et latinamerikansk skær over foretagendet. Absolut gedigent. Måske blev det en kende monotont i længden - nu var det jo kun trommer, trommer og atter trommer, og så lige lidt xylofon og andet slagtøj. Men det er på den anden side også en væsentlig del af den traditionelle afrikanske musik. Så meget har jeg da forstået. Den inspiration ”fra vestens moderne world-hybrider”, som SPOT-programmet lovede, kunne jeg nu ikke rigtigt høre i musikken. Men måske er det bare mig. |
|
|
|
|
