ROSA

SPOT

SKANDALL

MXD




NYHEDER  
ANMELDELSER  
PROGRAM  
BANDS  
FOREDRAG & DEBAT  
ÅBNINGSAFTEN  
FOTO- OG VANDKUNST  
SPOT HISTORIE  
BILLETSALG  
KONTAKT  
NYHEDSBREV
TAK TIL  
FRIVILLIGE  

Sister Flo - SPOT 11, Officer

Sune Holm Pedersen, MyMusic.dk











Foto: Lars Dyrendom

 

En rundtur i dynamik, et bornholmer-ur siger tik. Et snigende rakkerpak – ”kiitos” – tak!

Om det er det danske sommervejr eller bare en god gammeldags høj dagsform skal være usagt. Men en ting er sikkert: De første par finske bands har lagt fra kaj med en usædvanlig stilsikkerhed. Og Sister Flo var ingen undtagelse. Publikum fik sig en oplevelse af de sjældnere, som lå meget tæt på det ganske fremragende.

Sister Flo startede stille ud på gruspladsen foran Officersbygningen. Med en attitude, der grænsede til det generte, begyndte en blød, men lidt skæv form for pop, og ganske langsomt nærmere publikum sig bandet, der ganske langsomt nærmede sig publikum. Med en næsten frygtsom længsel i øjnene så det ud som om de seks finner havde en million andre steder, de hellere ville være end på scenen. En længsel, der mindede om den sky knægt, der står ved siden af sine kammeraters samtale og falder udenfor.

Men der var ingen vej uden om for Sister Flo, og efter fuldstændig at have vundet publikums sympati med deres nærmest ærkemenneskelige stil, begyndte de langsomt at lukke op for posen. En baritonsax tog initiativ i flere af koncertens første numre, og langsomt, men sikkert, øgede finnerne dynamikken og energien med to guitarer, et wurlitzer-klaver og gakkede indslag med gæsteoptræden på hinandens instrumenter, klap i mikrofon og tamburin med siden til. En skole i fastholdelse af publikum. En overgang var det dog som om specielt et af numrene kammede over i støj, men ikke et ondt ord om støj. Og så ellers forfra. Med to-tre fortrinlige stille popnumre i streg, gentog Sister Flo kunsten fra starten af koncerten. Dynamikken var på vågeblus, men hvad gjorde det, når passagerne lød som en blanding af The Thrills og Frank Black. Hvid møder sort, blød møder skarp. Koncertens eneste hager var en lidt for lav forsanger og et lidt upræcist korarbejde. Men alt forladt.

Overordnet set var koncerten tæt på det fremragende. Den snigende dynamik i perfekt timing. Det luftige og det skæve. Det trykkede og det løse. Det var der hele - pakket ind i 40 minutter på klokkeslættet.






Sister Flo




Mail til ROSA