|
|
|
Morten Riis, MyMusic.dk I pressemeddelelsen fra Norske Span står der er de spiller som om halvfemserne aldrig endte, og det kan man kun give dem ret i.
Allerede fra første guitarakkord blev der vist klassisk rock attitude med spredte ben og foden på monitoren, og der blev sprøjtet det ene tunge riff efter det andet fra scenen på godt fyldt Train. Span er et erfarent live band, og det fik et yderst veloplagt publikum sandelig at mærke, for der blev disket op med god gedigen powerrock med tunge riffs og firestemmig kor i de meget fængende omkvæd. De fire medlemmer forstod virkelig at fyre den af og kunne deres kram, når det drejede sig om at spille deres musik fra en svunden tid, hvor håret var langt og bukserne hullede.
De velspillede tunge riffs blev leveret med en overbevisende attitude og et enormt overskud, der bekræfter Span position som et solidt live band,der forstår at give publikum en overbevisende rockoplevelse. "Det var fand'me en i orden rock koncert" og "Det er første gang i ti år at der har været distortionguitar på musik scenen", var nogle af kommentarerne fra de begejstrede tilhørere, der bakkede godt op omkring det velspillende orkester.
Det var ikke nye toner, der blev leveret, men de Norske drenge gjorde det på en så energisk og charmerende måde, at publikum måtte overgive sig, og lade sig føre tilbage til de gode gamle Pearl Jam dage, hvor hele verden lå for ens fødder, og de største bekymringer var, hvor længe kiosken, der solgte øl, havde åbent. |
|
|
|
|