Sune Holm Petersen, MyMusic.dk |  Foto: Lars Dyrendom | | |
Nu lægger kvindekvartetten – hvoraf en fjerdedel er af hankøn – nu heller ikke ligefrem op til fest i lejligheden. Sangene kredser om et univers af kærlighed og forsmåelse, og musikken er som sagt meget jordnær. Det meste af tiden spiller kun bas, guitar og trommer, og når forsangerinden endelig spiller med på sit keyboard er det flydende lydlig silke, som absolut ikke overdøver noget som helst. Gruppens musik er i den grad uden stikkende pigge, og til tider virker det som en lidt trist affære.
Nu hjalp det måske heller ikke på gruppens motivation, at Train på det nærmeste var suget tomt for mennesker, da de gik i gang. Lidt inde i koncerten begyndte flere folk at komme til, men gruppen fik aldrig smidt sine kompositioner ud over scenekanten til de få trofaste. De blev holdt meget artigt oppe på scenen, og man savnede noget vildskab i gruppens fremtoning – at de lukkede vinduet op til deres stuelejlighed og lod resten af verden høre, hvad der foregår derinde. Højdepunktet under koncerten var helt sikkert teksterne, der på sin vis også retfærdiggjorde den meget neutrale musikalske ramme, de var sat ind i. På smuk facon skildrede de hverdagens følelsesmæssige skærmydsler – fra kærlighed til vrede og momenttvis også llidt glæde. De bedste passager gav mindelser til Anne Linnet og Shit & Chanel.
Udgangspunktet for Stuen th. lod til at være et ønske om at fremtone sympatiske. Men i stedet for at blive henført af deres stille væsen, blev man som lytter mindet om, hvor vigtigt det er med en gennemført stil – enten intens eller buldrende slap. Den lidt åndsfraværende stil under aftenens koncert virker ikke godt nok. |
