Mads Just-Olsen, MyMusic.dk |  Foto: Morten Lindegaard | | |
Mens folk i hobetal stod i kø for at se Efterklang i Musikhusets Store Sal, havde kun 80-90 SPOT-deltagere fundet vej til scenen i Ridehuset. En skam, eftersom Surferosas musik indbyder til sved, blod, råben, skrigen, dansen og festen. Med 80’er lyde og punk-attitude fremførte bandet, med karismatiske og super-sexede Mariann i front, deres genre-tro, energiske trashpop – og de gjorde det godt.
Med ca. 1 mia. koncerter bag sig er Surferosa et erfarent, live-vant orkester, og deres debut-cd ”Shanghai My Heart” har fået anmeldere verden over op af stolene. Forventningerne var derfor skruet op.
Det var tydeligt at mærke, at musikerne vidste hvor de havde hinanden, og på den baggrund kunne den blonde sangerinde (i hullet spandex dragt) roligt kaste sig ud i publikums-underholdningen og lade bandet klare det musikalske. For det var show og energi, der var i højsædet og det var sangerinden der var i fokus. Heldigvis. Jeg overvejede om dette blot var et feststemt band med en bindegal forsanger, letkøbte sange og masser af attitude. Intetsigende tror jeg ikke de er, sangene, men i det næsten tomme Ridehuset var det meget svært at høre hvad de sagde. En følelse jeg tror fandtes hos de fleste af de fremmødte. Det var i hvert fald svært for bandet at få tændt folk. Men de prøvede. Og det hjalp en smule. En befippet fyr på forreste række blev sågar resolut hevet op på scenen og begravet i norsk barm. Tankerne ledtes hen på canadiske Peaches, der som Surferosa leverer høj-energiske koncerter med en ”f*** the world”-attitude – her var der blot skruet en anelse ned for det vulgære islæt.
Havde Surferosa været programlagt til at spille på Filuren sent fredag aften, er jeg ikke i tvivl om, at koncerten ville have været en af Spot festivalens mest medrivende koncerter. I Ridehuset stod jeg dog tilbage med en lidt ligegyldig fornemmelse. Men det var bestemt ikke bandets fejl. Hvis bare, hvis bare, hvis bare... |
