Sune Holm Pedersen, MyMusic.dk |  Foto: David Bust | | |
The Breakers serverede rock brygget på en laaaaaang tradition af rockbands. Det var Stones, det var The Who, det var Mc5, det var Whitesnake, det var Rendyrket Rock. Med et twist af Rod Stewart.
Spørgsmålet er, om det er nok. Men når det er sagt, er det næste spørgsmål, om publikum havde indstillet sig på andet. I det inderste af teltet var stemningen tæt på kogepunktet i den levende fanklub, der med sikker entusiasme forsøgte sig med stagedive og vild "jeg holder hænderne over hovedet nu"-dans. Men i den bagerste del af teltet var det som om, at skepsis var en del større, eller også var det fordi, vinden her for alvor tog fat i publikum. Under alle omstændigheder bredte stemningen sig ikke ret meget længere end til de første fem rækker.
Men på de første fem rækker blev der til gengæld også festet. The Breakers holdt konstant dampen oppe med det ene tempofyldte nummer efter det andet, og det var noget, der gav motion til lungerne for de indviede foran scenen. Og lungerne kom i den grad også i brug hos The Breakers, hvor især forsangeren råbte, skreg, dansede, hoppede, væltede, svedte, moslede og baksede. Og det smittede. Men igen kun til de forreste rækker.
Resten af publikum fik ikke rigtig sveden at mærke. Som en bil var The Breakers parkeret på rockens motorvej.
Stop.
Bilen holder stille, men der gives gas. Speederen er i bund nærmest konstant. Men bilen kommer aldrig rigtig i gear. Men selvom omdrejningstallet er helt oppe i det røde felt, er der masser af energi fra bilen i rockens ørken, hvor alt minder om alt, men variationen kommer aldrig rigtig. Farten mangler.
Og det bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt rock er nok. Svaret er, at det er det ikke, som The Breakers serverede det. Der var blus på, der var varme, men det hele blev kastet ud til os i en ørken af gammel rock. Ikke et ondt ord om rock, men hvis man vil spille den helt retro-agtige af slagsen, kræves der efterhånden mere og mere – i sig selv et paradoks. Både af materiale og af live-præstation. Materialet bør byde på flere små overraskelser undervejs, og live-præstationen skal ud over de første fem rækker – og det kommer nok først med mere interessant materiale. Men spændende materiale eller ej – hvis man var tæt nok på, var der rigeligt varmt i The Breakers´ ørken. |
