 |
|
|
Mads Just-Olsen, MyMusic.dk |  Foto: Didde Elnif | | |
Uden den mindste slinger i valsen, med vellyd og overskud gik Utah på som Train-scenens første band. Just hjemvendt efter en mindre USA-tour og med en spritny ep i bagagen var Utah veloplagte og rede til at bevise, hvorfor de (endnu engang) var værdige til en plads i SPOT-festivalens program.
De respektive bandmedlemmer har givetvis (som så mange andre) hørt en del Radiohead. Og Coldplay. Måske endda danske Kitty Wu. Til undertegnedes glæde hentede de hver især dog nye elementer ind i den ellers fortærskede brit-lydende rockmusik. Med vekselbas og velplacerede synth-strygere rev bandet sig løs fra klichéerne og fandt en af de sjældne nicher. Og dog. På trods af de friske (?!) pust fra rockabilly- og country-genren var resultatet ikke overmåde nyskabende, og mere end et par gange under koncerten måtte jeg spørge mig selv hvad der var så unikt ved Utah. Train var så godt som fyldt, og det var mit indtryk, at langtfra alle i salen kendte musikken. Nogen må have spredt ordet. Nogen må have set det unikke. Under den forholdsvis korte koncert fandt jeg ikke ud af, hvad det unikke var, men musikere, kompositioner og stemninger var så overbevisende, at jeg er sikker på, det unikke er der et sted. Jeg blev overbevist.
Utah har en ualmindelig grandios lyd, men supplerer det grandiose med det spæde i en tilpas grad, så den storladne lyd ikke bliver kvalm. Hvilket ellers er set før. Efter en efter sigende vellykket USA-tour og med stærke nye numre i bedding (under koncerten fik vi et smuglyt på den nye ep i form af nummeret "Come Home", der var forfriskende mere vovet og vildt end tidligere) må næste skridt for bandet være at punke Universal Records eller lignende for en gigantisk pladekontrakt. De må i hvert fald ikke tro, de er et indieband. Til det er musikken for stor. Og for kommerciel. |
|
|
|
|
