|
|
|
Tekst: Søren-Peter Fiirgard. Foto: Michael Ersted. | Bandbilen klar til afgang | | Hvorfor leje, når man kan eje? Nordjyske Cartridge har taget ejendomsmægler-sloganet til sig og erhvervet sig et automobil, der snildt kan matche Elton Johns limousiner.
Holstebro-bandet Cartridge befinder sig i den musikalske superliga. Det blev afsløret umiddelbart efter, at gruppen havde givet koncert i Ridehuset. Mange stjålne blikke blev sendt i retning af orkestrets imponerende bandbil med tilhørende Brederup-trailer, der rullede ind foran Ridehuset.
Vognen, en hvid Mazda 323 fra 1983, som gruppen købte i november, kan snildt rumme hele bandet, og med en trailer i røven, så kan man sagtens gøre de europæiske motorveje usikre.
Bandets trommeslager, Niels, er da også svært stolt, da der bliver spurgt ind til den prangende øse.
1,5 liters motor, fem gear og nogle meget funky rustpletter, der passer snildt til gruppens fyrige post-punk pop – ja man kunne være fræk at sige, at vognens kvaliteter ligefrem overstråler orkestrets, hvis ikke det var for et lille problem.
| Cartridge-trommeslager Niels | | - Jeg må indrømme, at den har lidt svært ved at holde sig i gang, erkender Niels.
Vognen har blandt andet transporteret bandet helt til Hamburg, hvor Cartridge skulle give koncert. Desværre blev det snestorm på hjemturen, men Mazdaen klarede også dette i fin stil. Med 30 kilometer i timen gik det nordpå gennem Schleswig-Holstein.
Årsagen til at Cartridge er så eminent godt kørende er den, at det faktisk kunne betale sig for bandet at investere 8000 kroner i vognen, frem for hele tiden at skulle leje sig frem.
På en god dag kan den fragte seks personer, og tænk Dem kære læser – dette pragteksemplar kan blive Deres. Cartridge er nemlig klar til at sælge vognen for det rette bud.
- Den kører såmænd glimrende, men vi er lidt i tvivl, om den kan holde til det bilsyn, der venter ude i fremtiden, siger Niels, imens vognen langsomt ruller ud fra festivalpladsen – klar til at æde endnu mere asfalt.
|
|
|
|
|