|
|
|
Tekst: Hanne Krage Carlsen. Foto: Manja Wachsmuth. | Journalist Laurent Erre | | Laurent Erre er en af de ni franske journalister og bookere, som SPOT festivalen har inviteret herop for at udbrede kendskabet til skandinavisk musik. Laurent Erre var også på festivalen sidste år, men han mener det er en hel anden oplevelse i år.
- Forskellen på at være her i år, og sidste år, er, at sidste år var vi meget overraskede over kvaliteten af den musik vi hørte. I år er vi ikke så overraskede, men går mere og holder øje med hvem der bliver det næste store band, fortæller Laurent Erre, som er journalist og fotograf på det franske rockblad Crossroads.
- I dag har jeg hørt mange gode bands, men det er svært at nå det hele, fordi koncerterne er lagt, så de overlapper hinanden. Jeg når kun at høre 20 minutter et sted, før jeg skal videre, siger Laurent Erre.
Fredag var det Dungen, Lack og Skambankt, der var favoritterne. I dag har han især nydt Real Ones og The Defectors, og han er meget imponeret af Efterklang. Til gengæld var han ikke så glad for Cloroform.
- Det er ikke lige min stil, undviger han forsigtigt. Laurent Erre skriver kun om bands, som han ved at hans læsere er interesserede i. Sidste år var det for eksempel Powersolo, The Blue Van, Jomi Massage og Baby Woodrose. Og Crossroads læserne er nysgerrige over for de danske bands.
- Vi er dødtrætte af kun at høre musik fra USA og Storbritannien. Jeg får en del henvendelser om hvor man kan købe plader med de bands som jeg har skrevet om. Nogle af dem er ikke i almindelig distribution i Frankrig, siger Laurent Erre.
Sidste år lavede Laurent Erre en maratonindsats, og havde 10 sider med interviews, billeder og reportage fra SPOT i Crossroads, men i år laver han mest billeder og er derfor lidt mere afslappet.
- Nu venter jeg bare på resten af dagen hvor jeg regner med i hvert fald at skulle høre Blue Foundation og Ghost Rockets. Jeg hentede en sofa fra backstage-området ud på græsplænen og fik et godt billede af The Mopeds i den, siger han.
Den famøse hitliste
Den franske delegation lavede sidste år en hitliste over deres favoritter på SPOT, og der bliver også en hitliste i år. På vej hjem i toget får alle lov til at stemme på deres favoritter. Sidste år blev det til en hitliste på 14 med flere delte pladser. Laurent Erre har allerede nogle favoritter:
- The Mopeds, The Defectors, Sister Flo var rigtig gode, og så er jeg sikker på at Dungen vinder hitlisten, afslører han.
Og lige til sidst, så er der også et par ting, som Laurent Erre ikke mener fungerer så godt på årets festival.
- Jeg har slet ikke været nede på Train, det er for langt væk, og cykeltaxaerne kører ikke fra Voxhall, så det tager mindst 20 minutter at nå derned – det må ændres næste år, mener Laurent Erre. Men alligevel er det fedt at blive inviteret til Danmark.
- Jeg ville være tosset, hvis jeg ikke kom her, når jeg nu bliver inviteret, mener Laurent Erre. Han tilføjer et lille hjertesuk:
- Danmark er så dyrt at rejse og bo i, at det kan være svært for journalister fra resten af Europa at komme her, når Euroen er så svag. Det kan måske afholde nogen fra at komme, siger Laurent Erre. |
|
|
|
|