ROSA

SPOT

SKANDALL

MXD




NYHEDER  
ANMELDELSER  
PROGRAM  
BANDS  
FOREDRAG & DEBAT  
ÅBNINGSAFTEN  
FOTO- OG VANDKUNST  
SPOT HISTORIE  
BILLETSALG  
KONTAKT  
NYHEDSBREV
TAK TIL  
FRIVILLIGE  

Peter Sommer, Mikael Simpson og Kira & The Kindred Spirits på plakaten31. Marts, 2005

Erik Barkman Petersen

Kira & the Kindred Spirits står højt på plakaten
til årets SPOT Festival
 
Tre af de helt store profiler på den nyere danske pop/rock-scene er nu bekræftede til SPOT 11: Peter Sommer, Mikael Simpson og Kira and the Kindred Spirits. Hver især har de været på Århus-festivalen før – Peter Sommer spillede faktisk som del af My First Valentine helt tilbage på SPOT 03 i 1996. Men det seneste år har anmelder-roserne og publikums-populariteten nået kritisk masse for de tre, og fremtiden tegner overordentligt lys.

Som den ene halvdel af Superjeg markerede Peter Sommer sig stærkt, men som solist har han nået nye højder. Ikke mindst takket være en sang om at snakke – ikke tale – der demonstrerer hans talent for mundrette tekster og skævt indbydende pop-melodier. Singer/songwriter-kollegaen Mikael Simpson har befæstet sin status som anmelder-kæledægge det seneste år. 2004-albummet ”De Ti Skud” var fast inventar på kritikernes lister over årets bedste og vandt Simpson både Steppeulve og en Danish Music Award. Og at Kira er godt på vej til at blive hele Danmarks nye rock-diva kan fornemmes på både airplay og interesse for hendes nyeste album, ”This Is Not An Exit”.

Anmeldernes kæledægge og hans kat:
Mikael Simpson med Finnochio
 
Men SPOT er meget andet end store profiler og mainstream-kometer. Festivalen lægger stor vægt på at vise den danske rytmiske scene i al sin sprælske bredde, og på SPOT 11 sættes der ekstra skarpt fokus på jazzen. Hele lørdag vil en scene være helliget den unge danske jazz-scene som præsenteret af den århusianske arrangør-forening Sunship, der vandt prisen som ”Årets Danske Jazzspillested” tidligere på året (tidligere Jazz Live-prisen) - præsentationen sker i et samarbejde mellem Sunship, Dansk Jazzforbund og ROSA.

Anderskov Accident, Mold og Kasper Tranberg Smalltet udforsker avant garde-jazzens overdrev med forskellige accenter, mens I Got You On Tape og Gramski Beat nysgerrigt afsøger det stadig jomfruelige land mellem rock og jazz og Autofant og Trio Trash eksperimenterer inciterende med fremadrettede jazz/electronica-hybrider. Alt i alt syv spændende og særdeles kvalificerede bud på ny jazz anno 2005.

Stadig på grænsen til jazz-land finder vi Ikscheltaschel, der med jazz-fætrene Kresten Osgood og Søren Kjærgaard som ledende ånder præsterer en forrygende fordrejet hip-hop – lige dele rundtossede beats og selvopfundet vrøvle-sprog. Mere rendyrket hip-hop flyder fra Ataf, der har vakt opsigt med sine modne, dansksprogede tekster – og også er sat på plakaten til dette års SPOT Festival.

Den nordiske scenes elektroniske afkroge får også besøg i år. M.U.S.T. mønstrer Sorten Muld-troldmanden Henrik Munch, blæser-virtuosen Christian Vuust og video-kunstneren Iben West til en musikalsk performance, hvor drømmende kompositioner forenes med smukke video-collager. Blue Foundation er velkendte for deres smægtende smukke opdatering af midthalvfemsernes trip hop, og Efterklang mestrer lidt samme kombination af tindrende pop-melodier og storladent arrangeret electronica. Rumpistol kombinerer underfundige samples med lyrisk elektronik med inciterende, resultater, og finske Fat Beat Sound System runder det elektroniske line-up af med en afslappende udgave af elektronisk dub.

Peter Sommer har nydt stor succes som
solo-artist det seneste år
 
Og den lange liste over nye navne i SPOT-lineuppet stopper ikke her. Der er også blevet plads til vaskeægte rock-vækstlag i form af melodiske Funch, tørt tæskende Lack og , hvis frontkvinde – Katrine Villadsen – giver mindelser om en dansk PJ Harvey. Disse tre bands præsenteres i samarbejde med Rytmisk Musik Danmark. Endelig, som rosinen i pølseenden, finder vi finske Sister Flo. De står for den fornemste indie-rock, Finland kan præstere, og nyder i hjemlandet anerkendelse derefter. Måske Danmark også får øjnene op for dem efter SPOT 11?

Tidligere offentliggjorte SPOT 11-navne er Bikstok Røgsystem, Clemens, Karen, Tina Dickow, Skambankt (N), Cloroform (N), Dungen (S), The Tiny (S), Samsaya (N), Mark Linn, Melk, Geeza, Ea Philippa, Ske (IS), Cleaning Women (FI), Hatesphere, Barra Head, Stuen th., The Royal Highness, Delicia Mini, Rasmus Nøhr og Djosos Krost. I alt forventes ca. 90 solister og bands at blive offentliggjort op til festivalen, der løber af stablen den 10.-11. juni i og omkring Musikhuset Aarhus, Ridehuset og VoxHall.

Billetter kan købes hos BilletNet, Musikhuset Aarhus, Aarhus Billetbureau og Stereo Studio.








Mail til ROSA