 |
|
|
Tekst: Søren-Peter Fiirgaard. Foto: Michael Ersted. |  Surferosa-sangerinde Mariann | | |
Skal det være originalt, skal det være nyt, og skal der absolut være lækre, tekniske finesser at gå hjem med? Hvad med en let, lækker anretning, serveret sådan cirka ved seks-tiden, hvor familien Danmark alligevel har sat sig ved middagsbordet?
Når man står sådan og føler sig lidt halvgammel blandt mennesker, der blev født omkring den tid, hvor man selv afsluttede sin forkrøblede HF-eksamen, så er det stort lige pludselig at kunne føle sig rigtig ung igen – og rigtig på hjemmebane her blandt tidens moderigtig klædte unge.
Pludselig – da norske Surferosa går på scenen, bliver en udslidt læderjakke fra Berlin, en Blondie T-shirt og et par Dr. Martens spillet gode. Rigtig gode endda. For hvad er det da, der sker på scenen? Trashy punk-pop-rock leveret af en flok energiske, overvejende sortklædte, ungersvende, og med en platinblond sangerinde i front, der kaster sig rundt på scenen, spytter på gulvet og skiftevis lægger kraftigt an på herrerne i forreste række, for derefter at give dem fingeren og skælde ud, fordi de ikke råber højt nok.
Lyder konceptet en kende altmodisch? Hører man nogle stå og råbe ”Blondie rip-off” i baggrunden? Jamen, selvfølgelig da – og er der noget ondt i det? Nej tværtimod. Det er det, vi halvgamle vil have! Vi, der sneg os ind på storesøsterens værelse for at låne LP’erne ”Plastic Letters” og ”Parrallel Lines”, men som egentlig var for unge til helt at fatte, hvad det gik ud på – det lød bare godt.
Os, der en halv snes år senere fandt vores egne Blondie-kopister i form af Transvision Vamp og hvad de nu hed der i slutfirserne.
|  Mariann helt ude over kanten | | |
Så er det, man står og føler sig godt gammeldags glad, når der dukker sådan en pige op. Som endda har været så flinke at opkalde deres orkester efter en af Pixies gamle plader. Hallo for en pige, siger jeg bare, hallo for et orkester, og hvor må de tre afdøde medlemmer af Ramones sidde oppe i rockhimlen og glæde sig. Ja, Joey Ramone ville måske endda tage solbrillerne af for lige at køre et nærstudium på hende der silden i front. Og ovre i New York kan søde Debbie glæde sig over, at hun har lavet den skabelon, som rigtig rockmusik er skabt af.
Nummenum en fræk pige, Surferosa har i front, og hvor kunne hun leve op til alle klicheerne om at komme ”ud over kanten” og al det der. Ungersvendene på de forreste rækker nærmest gled i savlet, når de skulle ned og samle deres egen underkæbe op. Og hvis Rock’n’roll virkelig skulle være ”all about attitude”, som nogen jo påstår, så behøves hende der sangerinde-Mariann ikke tænke på en pensionsopsparing. Og det gør guitaristen, der lavede det gamle ”maskingeværstrick” med sin guitar, eller bassisten med det originale Ramone-garn heller ikke. For slet ikke at tale keyboardspilleren, der heldigvis ikke skulle spille mere smart, end godt er, eller trommeslageren, der – naturligvis – havde sat trommerne op i den klassiske punk-opstilling.
Men aftenens dronning var Mariann. Stramt dressed to kill i noget der lignede en kækt forrevet gymnastikdragt førte hun os gennem et show med så meget nostalgi, at man stod og glemte, at man tabte håret en gang tilbage i midten af halvfemserne. En pige, der fik os til at knytte næverne, rocke i den gamle jakke og glæde sig over at have fået lov at være tæt på. Så tæt på, som man ikke turde gå til en Blondie-koncert af frygt for at Debbies rynker ville træde for stærkt frem. |
|
|
|
|
