 |
|
|
Henrik Moltke, Gaffa |  Foto: Jonny Paw | | |
Indrømmet. Jeg mødte forudindtaget op – og i øvrigt uden kendskab til denne trio med et navn hvis navn leder tankerne hen på et mislykket genetisk tegneserieforsøg.
Hvis nogen så meget som hvisker ordet ”jazz” får jeg det som Alex, hovedpersonen i Clockwork Orange; jeg fyldes med en uendelig lede, som når man en søndag med uudholdelige tømmermænd tænder fjernsynet og den fede, vamle, brune materie vælder ud mens nyheder på tekst-tv fortæller om den seneste intifada. Tusind vamle oldinge med behårede fede arme og vippende tæer trækker mig ned i en kvalmende vælling af flade fadøl og grønne cecil og lyden af ”yahh” når en suppet bassolo suppes ind trommeslagerens da-da-da whiskers. Den eneste flugt er et hurtigt og resolut tryk på fjernbetjeningen. Men man skal jo overraskes. For selvom både Kresten Osgoods trommer og Johan Segerbergs bas havde klare afsæt i jazzen var dette alt andet end en nedadgående oplevelse for denne anmelder.
Henrik Sundh på keyboard, powerbook og alskens akustiske og elektroniske keyboards smittede fra starten med fængende pop-refræner blandet med elektronisk knitren og knasen. I det hele taget var det en eklektisk omgang – bedst som man havde placeret en sang i en sikker lejr vendte skuden og bevægede sig fra det psykedeliske over i fusion for at ende i humoristiske computerspilstemaer. Men før tankerne havde sluppet Paper Boy eller Ghosts n´ Goblins var musikken for længst på vej i ny retning med nuttet klokkespil fra et lille keyboard i en trækasse og naiv, rørende vokal fra bassist Johan Segerberg. Tilføj en åbenlys spilleglæde, stor teknisk dygtighed og en sær, ugler-i-mosen-agtig stemming i de stille passager og vi er ved at være fremme ved en karakteristik af denne underlige, men opløftende oplevelse.
Som en aparte finale smed Kresten Osgood stortrommen væk og gav et vokalnummer (!) inden Henrik Sundh som en storsmilende, seks-armet Disney-blæksprutte lukkede festen med en imponerende opvisning på de mange keyboards og dimser der giver Autofant det helt, særegne udtryk.
|
|
|
|
|
