 |
|
|
Tekst: Søren-Peter Fiirgaard. Foto: Michael Ersted. |  Flutronics tager en sidste øver før SPOT-
koncerten | | |
SPOT Festivalen byder på meget andet end håbefulde ungersvende, der vil gøre alt for et internationalt gennembrud. Blandt andet på en krydsning af klassisk fløjtespil og en elektronisk lyd-legestue.
Man lægger ud med en halv flaske vodka undervejs – per bandmedlem selvfølgelig. Så finder man sine ”stå selv” cowboybukser og den slidte T-Shirt frem, inden man slæber grejet ind og går til lydprøve.
Venner, bekendte og groupies sendes ud for at overtale forskellige branchefolk til at overvære koncerten, der naturligvis foregår med volumenknapperne trykket godt ned i højre hjørne. Og efter koncerten får band-rummet en omgang, som The Who gav deres hotelværelser, inden man går ud og fester igennem.
Det er sådan, det foregår – er det ikke?
No way. Faktisk opfører de forskellige bands sig vældig pænt såvel før, under og efter koncerten, og det er ikke engang alle, der ligefrem går efter det store forkromede gennembrud eller de gratis øl i bandrummet. Og for i hvert fald en enkelt af kunstnerne på festivalen var der tale om den absolut første koncert foran et rock-publikum. Et publikum, der opfører sig meget langt fra, hvad hun er vant til.
Marianne Leth, den ene halvdel af duoen Flutronics, er nemlig vant til at spille for et noget ældre publikum. Et publikum, der ikke småsnakker, smutter frem og tilbage og ind og ud fra koncerten, og som måske holder koncentrationen lidt bedre end det gennemsnitlige rockpublikum. Men den klassisk uddannede fløjtenist, der normalt spiller sammen med cellister, bratschister, klassiske guitarister og harpenister, var klar, da Flutronics fik den ene af de to ”pladser” på SPOT Festivalen, som Sekretariatet for Ny Kompositionsmusik har at byde sine kunstnere.
Sammen med den elektroniske lydsnedker og disc jockey Hans Hansen udgør hun Flutronics, der – som navnet antyder – er en symbiose af fløjtetoner og elektroniske klange og rytmer. Den klassisk uddannede fløjtenist kontra den autodidakte rytmiker.
Og for nu at vende tilbage til artiklens start, så erkendte Hans Hansen fra det øjeblik, han trådte ind i det cirka 12 kvadratmeter store bandrum, at det nok ikke ville blive her, de vilde fester ville foregå, efter at Flutronics havde givet koncert i Musikhusets lille sal.
De to flightcases med Hans Hansens elektroniske udstyr står allerede parkeret backstage, da duoen entrer bandrummet. Der bliver gået til frugten, imens øl og sandwiches får lov at stå urørt. Marianne Leth får pakket sine tre fløjter ud, imens de diskuterer koncerten, der skal foregå godt halvanden time senere. Der skal snittes lidt hist og her, et par gange skal Marianne Leth falde hurtigere ind, for at tidsrammen ikke skal skride.
|  Marianne Leth triller i bandrummet | | |
Modsat Marianne Leth er Flutronics maskuline halvdel en erfaren herre i SPOT-sammenhæng. Sammen med bandet Örtz, sammen med et 12 mand stort reggae-orkester og sammen med noget elektronisk jazz, han har glemt navnet på, har han tidligere excelleret på SPOT. Og både for den erfarne og for debutanten er det vanskeligt at oparbejde den store nervøsitet. I hvert fald endnu.
Ingen visistkort, ingen promo cd’er og ingen drømme om at blive signet på et stort pladeselskab – det er så langt fra de flestes idé med festivalen, som man kan komme. Det drejer sig i den bedste, olympiske ånd om at være med – og i endnu højere grad at præsentere deres musik. Et slag for det klassiske og det elektroniske i en verden af fire-fjerdedelstakter og ansigter lagt i de rette rytmiske attituder.
Marianne Leth pakker sine tre fløjter ud. Basfløjten, altfløjten og c-fløjten. Hun varmer op med et par triller på de enkelte instrumenter, imens Hans Hansen skifter den blå Adidas-trøje ud med en gul T-shirt. Der bliver sendt en stak sms’er fra dem begge, Marianne Leth får lagt sin make-up, og så er det ellers bare at småsnakke den sidste ventetid væk.
Det er svært at pejle sig ind på forventningerne til koncerten. Begge er mere end almindelig godt tilfredse med at få lov til at spille i Musikhusets Lille Sal en fredag aften klokken halv elleve. Lige på det tidspunkt, hvor der er mange mennesker på festivalen, men ikke så sent, at tilskuernes alkoholindtag bremser for den åbenhed, der er nødvendig, når man skal lægge ører til comboen af fløjternes trillen og de mystiske lyde og drivende beats, som Hans Hansen kan vride ud af sit elektroniske isenkram. Det er ikke lige musik til råben og skrigen fra publikum, som Marianne leth udtrykker det. Råben og skrigen har Hans Hansen ikke noget synderligt imod – bare folk ikke kommer for at høre rock, for det kan duoen ikke på nogen måde tilbyde.
Klokken 21.40 pakker de sammen for at tage turen gennem Musikhusets sindrige system af gange for at komme over til den lille scene.
Holder Flutronics tidsplanen, og har de fået knebet sættet ned på en længde, der svarer til de små tre kvarter, de har på scenen, så må de konstatere, at det er lykkedes knap så godt for de tidligere bands på scenen. Så der er rigelig tid til at varme fløjterne op en ekstra gang for Marianne Leths vedkommende, imens Ea Philippa spiller sine sidste to-tre numre i salen. Endnu er der ingen tegn på nervøsitet, og det tætteste man kommer på rock’n’roll-manerer i baglokalet er den øl, Hans Hansen har åbnet til at supplere den vandflaske, han har i sin anden hånd. Og her, blandt plakater med Lis Sørensen, Ivan Rebroff, Allan Olsen og Sebastian, kan de så slå den sidste ventetid ihjel.
|  Flutronics live fra Lille Sal | | |
Fire unge kvinder i hvide kjoler og med strygerinstrumenter får øjenbrynene til at hæve sig og kalder også på et par skæve kommentarer. Ea Philippa og hendes orkester er færdige og der skabes en mindre trafikprop, da det ene orkester skal passere det andet i den lille mellemgang.
Inde på scenen går det til gengæld tjept. Lågene vippes af flightcasen, og så går Hans Hansen ellers i gang med at installere elektronikken. Dyngen af kabler på gulvet forsvinder i en ruf for at blive stoppet ind i ryggen af maskineriet, imens Marianne Leth får stillet nodestativet op til udelt glæde blandt lyd- og lysmænd, der pludselig ser en mulighed for at hente de tabte 20 minutter. Og der er også forskel på en lydprøve for et fuldt udrustet rockorkester og så Flutronics.
Tidligere udtalte Hans Hansen en vis usikkerhed med hensyn til, om lyden i salen ville kunne afstemmes, så den passede til både de tunge beats og det spinkle fløjtespil – men tilsyneladende uden grund. Og imens Marianne Leth går hen for at skifte cowboybukserne ud med et par vide, sorte bukser med spraglet mønster, og de flade gummisko med par sorte med halvhøj hæl, gennemgår Hans Hansen de sidste af sine beats.
Trods det, at det direkte formål med koncerten er at have det sjovt og at give publikum en anden musikalsk oplevelse, når der dog at snige sig en smule nervøsitet ind lige før kick-off. Om det skyldes, at der skal spilles for flere folk, end Marianne Leth er vant til, at Hans Hansen skal spille for folk, der sidder ned eller bare det, at der er tale om en debutkoncert, vides ikke. Men en lille snert af nervøsitet spores, da de står ude bagved og venter på, at komme ind at spille for en sal, der ved koncertens start vel er fyldt op på to tredjedele af de røde sæder.
Marianne Leth formaner Hans Hansen om, at der skal bukkes, når koncerten er slut, og næsten på slaget 22.25 modtager Flutronic så det første bifald, da de entrer scenen. Lysmanden lader stjerner fylde bagtæppet, Marianne Leth lægger ud med toner af den bløde slags, imens forskellige samples indikerer, at også Hans Hansen er på plads og i gang.
|  Højt humør efter koncerten | | |
En fastere rytme tager over og bakkes op af fløjten fra scenens højre fløj. Der skiftes hele tiden mellem det dunkende rytmiske og kortere – mere sfæriske passager – eller dele, hvor Hans Hansen får lov at spille på knapperne med de underlige lyde.
Nu er SPOT jo en festival, hvor folk kommer og går til de forskellige koncerter. Det mærkes da også i salen, hvor døren jævnligt åbnes for at lukke folk ud og ind. Det er mest ved udgangen, der er trængsel, men det lader de to musikere sig ikke mærke af. Marianne Leth flytter skiftevis blikket fra nodehæfterne og over til Hans Hansen, der nærmest står med begge hænder begravet i knap-orgiet og vipper med skoene i takt til rytmerne, der drager på nye rejser, for blot at standse op, lade fløjten tage over i en ny passage, inden der igen rykkes med velafstemte beats. Og henimod slutningen er der også tid og overskud til et fælles skævt smil de – på papiret – umage musikerne imellem.
Lyset tændes, der klappes, og Hans Hansen husker at bukke, selvom hans buk ser lidt mere kejtet ud end Marianne Leths, og tilfredsheden er til at tage og føle på. Venner og bekendte kigger forbi med rosende ord og kommentarer til, hvor det fungerede bedst. ”Fedt” og ”fuck hvor sejt” lyder kommentarerne til Hansen, imens Leth får roserne ”godt gået” og ”smukt”.
For Marianne Leth var koncerten langt fra krævende på samme vis, som når hun spiller klassisk. I det musikalske samarbejde med Hans Hansen er hun ikke ”på” på samme måde, som når hun spiller klassisk. Og miket up, som hun var, så skulle der heller ikke fløjtes igennem på samme måde. Det tog lidt tid for hende at vænne sig til publikums kommen og gåen, men SPOT-debutanten var ikke ene om at være ude for et uvant publikum. Når man som Hans Hansen plejer at spille for et dansende publikum, så er det noget uvant, at folk sidder ned og lytter, hvilket gav ham fornemmelsen af at være en slags cirkus-musiker i tre kvarter.
Lidt mere fløjte, og lidt mindre elektronik, bliver de enige om. Så havde den været der. Men når man spiller for at præsentere anderledes musik og for at have det sjovt, så er den slags detaljer til at leve med. Og nogen gigantisk fest backstage blev det heller ikke til. Marianne Leth har en koncert lørdag, så hun skulle ikke for sent i seng. Hans Hansen lovede dog, at han – rent festmæssigt – vil tage revanche på den front i løbet af lørdagen. |
|
|
|
|
